Tarot:

Tarotkortenes oprindelse er uvis. Ifølge en populær teori stammer de fra Egypten, som man også mente var sigøjnernes hjemland (jfr. det engelske ord for sigøjner: »gypsy«, o.a.). Denne ide vandt indpas efter Napoleons felttog i Egypten, da mange egyptiske ruiner og andre fund kom for dagens lys, fx templerne i Luxor og Karnak, men kortene havde været anvendt i Europa siden det fjortende århundrede. Selvom kortene fra renæssancens Italien rummer elementer fra egyptisk og persisk religion, peger de på en mere direkte forbindelse til europæiske mysterieskoler: Mantegna-spillet fra omkring 1465 benytter, selvom det er inddelt anderledes end den måde, der i dag er fremherskende, den velkendte symbolik for de individuelle kort, og genspejlede de platoniske skoler.

Vor tids kortsæt består af 58 kort i alt. Der er fire »familier« på fjorten kort hver (heraf fire »hofkort« -konge, dronning, ridder og page), også kaldet arkana minor, samt arkana majors toogtyve kort. Arkana major gengiver mange kraftfulde arketyper; deres rækkefølge viser individets søgen efter oplysning og begynder og slutter med det unummererede kort, der kaldes Narren. De, der har til hensigt at arbejde med tarot, tilrådes at meditere dybtgående på hvert af disse arkana majorkort, træde ind i den scene, der er vist på kortet, og udforske den symbolske verden, der er afbildet, som et andet eksistensniveau.

Når tarotkortene benyttes til spådomsformål, kan det formodes, at der ligger enorm for synkronicitet til grund, som når man konsulterer I CHING. På den anden side kan beskæftigelse med kortenes arketypiske symbolik åbne op for iboende clairvoyante kræfter og udløse en mere intuitiv opfattelse, uden direkte sammenhæng med dette eller hint korts konkrete betydning. De fleste mennesker, som udtrykker tro på tarotlæsning, vil nok tilslutte sig en kombination af disse to opfattelser.